Det skulle være så dejligt tidsopslugende

Ja altså her er jeg jo så, sådan mest fordi at der var engang hvor jeg skrev. Ikke altid noget fornuftigt, men jeg har sådan savnet bare at lade hjernen flyde, løbe eller hvad man nu vil kalde det.
Men altså dengang var det noget helt andet, da var jeg ung, ikke gift, havde ingen katte, ej heller det firma som jeg startede for et halv år siden nu.
Nej dér var jeg en ung, naiv og utrolig selvdestruerende og melankolsk forfatterspire, der aldrig nåede i mål.
Men hey derfor skulle det jo selvfølgelig hedde "Den Glade Jubel". Mest af alt fordi at der var engang jeg næsten altid græd og nu kan jeg ikke huske hvornår det sidst er sket og det synes jeg er ren super glad jubel hver eneste dag faktisk.

Jeg kan lige så godt præsentere én gang for alle hvad og hvem der tit vil blive nævnt.

Udover Den Glade Jubel selv (27 år): 
Hustruen Dixie (30 år)
Kattene Fisen og Kitty, der er som nat og dag.
Jeg ville have nævnt husalfen (28år), men han er blevet stor og er fornylig flyttet hjemmefra, men måske han dukker op alligevel.
Skildpadden Skalde
Og ikke mindst står den p.t. på nyopstartet firma (Studiet) med alt det der hører til.



I går var jeg et smut forbi min folkeskole, egentlig fordi at jeg ville se om x'ens stedfar var hjemme så jeg kunne hente nogle gynge have stole som jeg utroligt nok har haft opbevaret hos ham i noget der ligner 7-8 år. Men han var ikke hjemme og hvis han havde været, ville jeg have været utrolig nysgerrig om han stadig ryger, for vi lavede alle tre (x'en ham og jeg) et slags væddemål om at stoppe med at ryge. X'en er holdt op, jeg er holdt op, så hvis han stadig ryger skylder han en go middag, så vidt jeg lige husker.
Men tilbage til gåturen forbi skolen. Utroligt hvor småt altid er når man selv har vokset sig stor, og sikke mange minder sådan et sted kan fiske frem. Egentligt var det måske mere minder om den der x der ville frem lige der, fordi vi begge to kom derfra, havde været der og alt det. Engang var det lettere melankolsk at tænke på den tid, men der i går oplevede jeg det med et lille forunderligt smil over hvor meget der siden er sket og hvor ung og besværligt jeg gjorde det for mig selv dengang. Det var det rene selvdestruktive drama jeg levede i. Og egentlig virker det i dag slet ikke så slemt, for der var jo så meget godt at huske og komme i tanke om. I hvert fald ville jeg have været en helt anden uden.

Men faktisk ringer Dixie nok snart og vil hentes fra job, og så skal vi til barndomshjemmet og sove. Ja for jeg er nemlig flyttet hjem og har taget Dixie med mig. Det er grotesk, men vi kan ikke andet i denne her firma opstart sådan økonomisk. Det føles næsten helt forkert, især om morgenen når kaffen hældes op og der ikke er lavet til kop nummer to som jeg selv eller Dixie ville have gjort. Men så skynder vi os at køre til Studiet og hælder kaffe i os så dagen rigtig kan begynde.

Men vi ses jo igen.